De ældre er en ressource for kommunen

De ældre er en ressource for kommunen.

  • Vi ønsker mulighed for, at man kan blive i eget hjem længst muligt

  • Der skal være aktiviteter, som hjælper de ældre til at holde sig i gang og modvirke ensomhed

  • Decentrale køkkener skal genetableres på kommunens plejecentre, hvor det er muligt

Den enkelte borger skal i videst mulig grad inddrages i og være så selvhjulpen som muligt i sin egen dagligdag, både med hensyn til personlig pleje, rengøring i eget hjem, tøjvask og deltagelse i madlavning. Det giver den ældre større frihed, så man ikke på samme måde er afhængig af plejepersonale, men selvfølgelig skal den ældre have støtten til træning og læring.

 

For de ældre, som bor på kommunens plejecentre, ønsker vi at få genetableret decentrale køkkener der, hvor det er muligt, så beboerne kan følge madlavningen og blive tilfredse ved duften af frisklavet mad, hvilket forhåbentlig medfører et ønske om at spise mere. Det kan betyde meget for livskvaliteten.

 

Vi ønsker, at de ældre kan blive længst muligt i eget hjem. Mange seniorer erkender i god tid, at et hjem gennem mange år kan blive for stort at sidde i, når man ikke længere kan klare alting selv. Her ønsker vi at understøtte muligheden for, at der kan blive opført seniorboliger flere steder i kommunen, som er indrettet handicapvenligt, men stadig moderne og med gode fællesarealer, som kan være med til at modvirke ensomhed for de ældre.

 

Det er vigtigt at holde sig aktiv igennem hele livet, og vi ønsker at støtte kommunens foreninger og det frivillige arbejde, som kan få de ældre ud og bevæge sig eller opleve kulturelle aktiviteter sammen med andre. Der skal være mulighed for at bruge kommunens idrætsfaciliteter og svømmehaller på de tidspunkter, hvor der er færre besøgende pga. skole eller arbejde, men hvor de ældre har bedre tid til at komme og mødes.